Selskapelighet

På prestegården var det et trivelig og muntert miljø med folk som stadig kom og reiste. Cargadøren ble alltid invitert med når familien ble buden til naboer og kjente. Det var skikk i Nordland på denne tiden for embetsmenn og kondisjonerte å ha gjesteværelser stående ferdige til å motta gjester og tilreisende. 

Selskapelighetene  samlet seg gjerne om de store  høytider og merkedager i livet som barnedåp, konfirmasjon, bryllup og fødselsdager.  De strakte seg ofte over flere dager, noe som gjorde at prosten sjelden kunne være med eller måtte forlate festen.

Riktig ille gikk det da familien en gang var i nyttårsselskap hos Brodtkorbs på Tjøtta. Wibecke skrev til sine brødre i Bergen og fortalte at de ble liggende værfast i 12 døgn der oppe. På hjemturen slo bølgene sprekker i baugen på båten så alle måtte øse for livet.

Under slike harde værforhold og store avstander var det ikke rart at vertskapet følte trang til å varte opp med mye god mat og drikke.   Peters far skrev i et brev at de store selskapene der oppe var så overdådige at de ikke kunne sammenlignes med dem i Bergen, og ikke hadde han danset så mye på 20 år som i Nordland. Fra et selskap forteller han at "der blev saluteret for hver Skaal som blev drukket med 2 Skud. Lige saa for de som kom og de der reiste, af et lidet Batteri paa 4 Kanoner. Og Postmesteren staste med en smuk Baad med det nye Unions Flag, samt Stander og Vimpel, der laag paa Havnen og salutterede i mellem. Efter vi var reist, mange bleven 2-3 dager lenger end os, viede de Unions Flaget ind ved at sprede det ud i Selskabsstuen og sadt rundt om det og sang."

Midt i all denne selskapeligheten er Fredrik imidlertid svært opptatt av å få høre fra barna sine i Bergen så ofte som mulig, og skriver derfor slik til dem: "Leilighed for Eder at skrive os til kan altid skee ved de Fartøye som blodt paserer her igjenom (Brønnøysundet), da I blodt beder dem at i mangel for  at faae dem Personlig afleveret, da blodt at indsætte  Brevet i et Støkke kløvet Træ og hive det paa Land ved det Stæd de nærmest paserer, kaldet Masterbierget, da der boer tvende Huusmænd, som saa snart de finder saadant bringer det op i Præstegaarden. Men ere det Breve af Vigtighed, da maae I ei vaave det.

 

Prosten

7. juni 1845 ble Peter Marstrander utnevnt til  prost og ble dermed den første prost i det nyopprettede Søndre Helgeland prosti, som ble utskilt fra (Nordre) Helgeland prosti. I anledning utnevnelsen fikk han lykkønskningsbrev fra sin bror Fredrik i Bergen, som håpet det innebar en bedre økonomi for ham. Til det svarte Peter, at visstnok fikk han 30 Spd. i tillegg, men arbeidsbyrden ble desto større med enda flere reisedager på sjøen. Han skrev også at hva æren angikk så traktet han ikke etter den. "Men det vil dog være mig kjært at også paa den Post at kunne virke noget for Guds Riges skyld, naar den gode Gud forlener mig med Kraft og Helbred dertil."

I begynnelsen av neste år skrev prosten til Bergen og fortalte at de hadde fått sitt syvende barn - en liten pike. Dessverre var hennes ene fot "traurig skjev", men de hadde det beste håp om at det etter hvert ville rette seg; noe som ikke ble tilfellet[11]. Han fortsetter med å si at de i mai måned har tenkt å ta en snartur til Bergen med alle syv barna. "Men vi have endnu ikke fattet nogen afgjort Beslutning om Maaden, hvorpaa vi komme at reise. At tage med Dampen baade frem og tilbage vil, skjønt det vistnok var behagelig, dog blive for bekosteligt, da vi blive saa mange i tallet. Vi have derfor ogsaa tænkt paa at følge med en Jægt til Bergen og returnere med Dampen."

Lysten til  å vise frem alle barna til slektninger, samt å få en liten ferie sammen etter 10 års ekteskap, må ha vært stor siden de reiste med syv barn i alderen fra noen måneder til 10 år i åpen båt fra Brønnøysund til Bergen. De var imidlertid heldige med været og alt gikk bra. På hjemveien stanset de noen dager i Trondheim for å besøke venner og prosten gjorde følgende refleksjoner: "Trondhjems Omegn vinder dog betydeligt for Bergen ligesom og Trondhjems Bye i regelmæssighed langt overgaaer Bergen, men det Liv, Trafelhed og hvad dermed staar i Forbindelse, som hersker i Bergen, savnes aldeles i Trondhjem."

En stund etter hjemkomsten fikk han en lei sak å hanskes med. Selv om han var en meget snill og fredsommelig mann, var han fast og bestemt i store prinsippsaker, også overfor sine venner. Da en av hans beste og rikeste venner søkte om tillatelse til å selge brennevin i smått og stort, frarådet prosten bevilling med den begrunnelse "at her, saa nær Kirken, forhen var Brendevins Udsalg og at de kom fulde til Kirke. Som prost i min Menighed hværken kan eller bør jeg lade 5 være lige og se gjennom Fingre med Lasten om den end skjuler seg under Guldets Glands", skriver han i et brev. Hans venn som gikk glipp av en stor fortjeneste, vurderte saken utelukkende fra et økonomisk standpunkt.  Vennskapet gikk over styr, og omgangen innskrenket seg etter dette bare til de store høytider.

Det var også andre tunge beslutninger prosten følte han måtte ta, nemlig å sende barna avgårde til Bergen for å gå på skole. Riktignok hadde de huslærer, men da barna ble 10-12 år? "hadde det ingenting for sig at have dem hjemme", som prosten uttrykte det og læreren hadde vanskeligheter med å holde styr på "viltringene". Det var tidlig å bli sendt hjemmefra og bo alene i en fremmed by. Heldigvis var de to (Fredrik og Johan). Etterhvert kom alle til å gå på skole der, men på forskjellige skoler. Hyggelig var det for barna at de hadde stor familie i Bergen og ble buden rundt omkring, særlig i de store høytider.

Sommeren 1856 ble Fredrik ferdig på skolen. Han reiste til Christiania for å begynne sine studier ved universitet. I den anledning skrev prosten, som jo selv hadde studert der, et rørende omsorgsfullt og bekymret brev til sin sønn: "Mit Sind er vemodig stemt. - Christiania er et farlig Sted - mangen Sjel gik der forloren. Mit haab er at Gud vil holde sin skjermende Haand over dig og Han staae dig altid for Øie."

Moren og Sanne fulgte med Fredrik fra Bergen til Christiania og prosten foreslo for sønnen at de alle skulle ta en kjøretur omkring i byen når det var pent vær. "Du skal faae fat i en paalidelig Vognmand med fire Heste og i mit Navn og paa mine Vegne lade Eder af ham kjøre en eftermiddag rundt om Christianias nydelige Omegn og paa de Skjønne Veie, baade du, Moder og Sanne vilde heraf have særdeles godt."

 

Det store tapet

Prosten håpet at hans kone var blitt friskere og kjekkere etter oppholdet i Christiania. Han ble imidlertid svært skuffet over å se at hun fremdeles var svak da han i september møtte henne i Bergen. Han hadde gledet seg til at de sammen kunne "afryste i det minste en Deel af Sorgstøvet som hadde lagt sig saa trykkende paa mig". "Sorgstøvet" som prosten kalte det, var sorgen han følte etter sønnen Nils Kristians død, som omkom da seilskipet han reiste med lå i havn i Havana. Dødsbudskapet kom med brev av 5. mars 1856 fra Fredrik i Bergen. Bare noen dager før hadde brødrene Fredrik, Johan og Peter fra Bergen skrevet at Nils Kristian lykkelig og vel var ankommet Havana samtidig som de gratulerte moren med hennes 40 års dag.  Han ble bare 16 år gammel. I de ti brevene han skrev hjem får vi et sterkt inntrykk av en hjertevarm og livsglad ung mann. Brevene gir et levende bilde av hvor dramatisk det var å være ombord på  seilskip. (Se Nils Kristian, s.15-18)

 

Livet går videre

Ut på høsten fylte prosten 48 år og skrev til sin sønn Fredrik: "Jeg begynder saaledes at stige temmelig op i Aarene og har ei mange Aar igjen før det etter Naturens Orden gaar nedad Bakke igjen, men Gud ske Lov! jeg har ingen Grund til at klage endnu, da jeg føler mig baade frisk og stærk hvad Legemets kræfter angaar."

Allerede i begynnelsen av neste år søkte han Skeberg Sognekall og skriver til Fredrik: "Der er nærmest Hensyn til moders mindre store Helbred, som lider under hærværende Forhold i flere Maader, min egen ængstelse og Frygt for mit indeværende Kalds haarde Søreiser og i særdeleshed Ønsket om ved at komme sydpaa Landet at faae oftere Anledning, end nu er, til at træffe sammen med baade dig og dine Brødre, som især har bevæget mig til dette skridt; med min nuværende Menighed er jeg vel tilfreds, og skulde jeg faae Skeberg, bliver det mig visserlig en saare tung Dag naar jeg for bestandigt skal løsrive mig fra mit kjære Brønø, hvor jeg har tilbragt saa mange Dage baade onde og gode. Dog skee i dette, som i Alt, Guds villie!

 

Samfunnsengasjement

I januar 1858 fikk prosten en henvendelse fra presten Eilert Sundt, som i tiden 1849-69 hadde statsstipend for å studere "ubemidlede samfundsklassers livsvilkaar". Ved tallrike reiser og fotturer landet rundt samlet Sundt stoff til et epokegjørende sosiologisk forfatterskap. Som demografisk forsker var han en foregangsmann, og i sosialstatistikken regnes "Sundts lov" som grunnleggende for oppfatninger av de vekslende bevegelser i folkemengden. Prostens svarbrev til folkeopplysningsmannen oppbevares i Universitetsbibliotekets håndskriftsamling. Lektor Finn Marstrander skrev brevet av i  1953, slik vi gjengir det her:

"Hr. Cand theol E. Sundt!

Hoslagt har jeg at tilstille Dem de mig fra Alstadhaugs og Vægøs Sognepræster nu indløbne Schemata i udfyldt Stand tilligemed Skolelærernes, ligesom jeg og vedlægger samme for mit eget Præstegjeld Brønø. Fra Wefsens og Bindalens Sognepræster er Schemaene   hidtil endnu ikke ihændekomne, men jeg har turdet ikke længere at burde paavente dem og derimod fremsende, hvad som er indkommet.

Jeg har idag med Posten underrettet baade Wefsens og Bindalens Sognepræster om at jeg nu har expederet og afsendt sagen  og anmodet dem om direkte at tilstille Dem Schemaerne snarest muligt i udfyldt Stand. Ved at fremsende hoslagte skal jeg ikke undlade at melde Følgende, som jeg i min lange tid som Prost her paa Stedet og som jeg ogsaa paa mine aarlige Visitatser har vunnet Erfaring for:

Brændevinsondet har i den seneste Tid i en mærkelig Grad aftaget alt mere og mere, ja det kan paa mange Steder henregnes til en Sjældenhed at see en beruset Person. Selv ved offentlige Samlinger iagttages Orden og Maadehold i saa Henseende, saa at jeg nærer den glade Forhaapning, at man alt mere og mere erkjender Brændevinsdrikkens skadelige Virkninger saavel for det hele Samfund som og for den enkelte; ja den Tid torde maaskee ikke være saa fjern, at hiint Onde især paa enkelte Steder aldeles bliver udryddet.

Derimot giver et andet Onde, hvorom jeg dessværre langtfra ikke kan sige det samme, nemlig Løsagtighedslasten. som i høist beklagelig og foruroligende grad tiltager   aarligen. Flere og forskjellige Aarsager kunne vel tænkes til at dette Onde i saa høi Grad griber om sig, men jeg holder mig forvisset om, og maaskee ere de Fleste ogsaa enige med mig heri, at den meest virkende Aarsag er de i saa høi grad  slappe Straffebestemmelser, som Criminalloven opstiller i saa Henseende. Førend denne udkom var baade Hoer og Concubinat før Confirmationen Gjenstand for offentlig paatale; - dette er nu ikke længere Tilfælde, og naar man nu blot har det Ene for Øre ikke at gjøre sig skyldig i  Leiermaal med 3 forskjellige Personer, kan man søle sig til saa meget man vil i alskens Lidderlighed og Uhumskhed uden at nogen Straf kan ramme Vedkommende. Under saadanne Omstændigheder kan man endda ikke undres saa meget, at Ondet hidtil ikke har faaet mere Overhaand end skeet er endda, især naar hensees til de moralske Begrebers Slaphed hos den almindelige Mand og de øvrige Forholde som altfor ofte finde Sted mellem Personer af forskjelligt Kjøn.

Jeg tror ogsaa at burde henlede Deres Opmærksomhed paa en Omstændighed, som visselig driver sit Værk, - skjøndt fast umuligt at bevise - hyppigen ogsaa i disse Egne, nemlig: Fosterfordrivelse deels med Indtagen af hvad man hos villige Aander dertil erholder, deels fornemmelig ved Aareladninger i Svangerskabets første Tid. At denne Omstændighed ogsaa er en medvirkende Aarsag til Løsagtighedens Tiltagen er ei vanskeligt at indsee, hvortil og kommer den ogsaa her omkring sædvanlige Uskik at Ugifte søge Seng med hinanden under forskjelligt Slags Paaskud. -"

 

 

Familien

Det var så mangt en prost skulle tenke på. Han hadde en stor familie å sørge for. Ikke minst konens svake helbred ga ham bekymringer. Hun hadde en form for sykdom hvor byller stadig brøt frem, samt magekramper, og ble selvfølgelig bare hjulpet ved årelating. Det gikk opp og ned med henne. I enkelte perioder kunne hun være ganske frisk. Til andre tider klarte hun bare å sitte stille med et håndarbeid eller lese som tidsfordriv.

Hva lesing angår "er vi ikke rike paa lektyre", skriver prostinnen: "Saaledes er jeg nu ferdig med første deel av Kalkers bibelske Forelesninger, et Verk som jeg meget ynder, men har læst det for flere Aar siden. Snart faae vi sendt "Gabrielis Breve" av Sibbern - meget omtalt i " Dansk Kirketidender". På denne bakgrunn diskuterte hun ofte religiøse problemer i brev til sønnen Fredrik, med kloke refleksjoner, samtidig som hun oppmuntret ham ved Bibelens ord. Hun hadde et optimistisk livssyn og satte sin lit til Gud i ett og alt. Det var nok hennes lyse sinn som hjalp henne gjennom alle livets vanskeligheter. Peter skrev  ved en anledning: "Hadde jeg bare hennes Sjæls styrke!"

Sønnen Johan ville han også gjerne hjelpe i vei. Han hadde lovet ham 300 spd. slik at han kunne prøve lykken i klippfisksalting og rogn under et Lofotfiske. I den anledning måtte han tømme så å si hele bankboken "for jeg er aldeles pengelens". Det kostet nok til stadighet å ha tre-fire barn boende i Bergen og Christiania for utdannelse. Man kan forstå hans anbefaling til Fredrik av Dampkjøkkenet som nettopp var åpnet: "....da blir vel Bespisningen ei saa ubetydelig billigere."           

50 års dagen hans ble nok forbigått i all stillhet. I et av brevene sto det ganske enkelt nederst på siden: "Tænk i forgaars var jeg 50."

 

Arbeid og fritid

Prestegården hadde en dominerende beliggenhet i hellingen ned mot Brønnøysundet med vid utsikt over havet. Fra vinduene kunne man se om “Syddampen" eller "Norddampen" var i rute, eller når Johan kom hjem fra Lofotfisket, eller fra Bindalsskogene med skuten fullastet med tømmer og ved til prestegården. Inne i stuen satt prosten og hans far og spilte piquet, gjerne med et glass grogg for å stimulere livsåndene, mens Bekke og Sanne spilte firhendig eller leste når de hadde fri fra husstellet.

I de lange vinterkveldene moret prestefamilien seg med å lage gåter i "poesiens gewandt":

 

                                                                                              Svar

Jeg  findes i Huse, endogsaa i Hytte,

og bruges til Leg, men mest til Nytte.¨                                  Brikke

Det første Led tag bort i en fart,

saa faar Du et Navn så deiligt og zart.                                 Rikke

Bogstaverne nu Du flytte nøie,

da kan til et Tempel Du dem sammenføie.                           Kirke

           

Ofte sendte de også slike "Gaader" til barna, "..... men la dig ikke friste for tidlig til at aapne hoslagte forseglede futeral, som inneholder løsningen", skriver faren i et brev til Fredrik.

Til "familien" hørte også doktoren. Han var som regel en ung, ugift mann, og bodde på prestegården. En lege ble meget ergelig en gang fordi han var kontraktsbundet til stedet. Han ønsket nemlig å reise til krigsskueplassen da han fikk vite at det var brutt ut krig mellom Sardinia og Østerrike.

Om vinteren moret de seg gjerne med å "rende paa ski" eller "rende paa krybbe" (en kjelketype i Bergen), ake i spisslede nedover bakkene i susende fart eller med forspent hest på isen. Men først og fremst var det kanefart (ofte 3-4 sleder i følge) med klingende dombjeller under gnistrende nordlys og tindrende stjerner. Sommerens gleder besto av rideturer, båtturer, fiske, jakt, idrett og St.Hansfeiring.

Prestefamiliens omgangskrets var stedets embetsmenn, samt en del kjente nordlandsslekter, ofte inngiftet med hverandre. De dannet et slags lokalt aristokrati. Deres nedarvede posisjon hvilte dels på deres store jordgods, dels på et merkantilt grunnlag, skapt av sildehandelen og Lofotfisket. Det var de kondisjonertes krets. Av disse slekter kan nevnes Sverdrupenes vidt forgrente slekt, Brodtkorbene på Tjøtta med deres umåtelige jordgods, den geniale Carl Stephansen på Kvaløy, Nordlands store forretningsmann, den dyktige Andreas Qvale på Salhus, prokurator og proprietær Christian Holst på Sømnes, handelsmann Hans Knoph på Hegge i Velfjorden, proprietær Rosenvinge på Stensjøen og stortingsmann Nøstvig på Skille i Velfjorden.

 

Cargadørens død

Våren 1859 var det spesielt sin gamle fars frelse prosten fikk å tenke på. Det var tydelig at cargadørens helbred ble dårligere. Han var ikke særlig religiøst stemt. "Døden kan komme når den vil, han var ikke verre Gravtyv (skøyer, lurendreier) han end saa mange Andre, han fikk vel tilgivelse han og." Da det led helt mot slutten spurte svigerdatteren om hun kunne få lese et pent vers for ham. "Jammen må du få lese det", sa han og hørte med begjærlighet på mens tårene trillet nedover de magre kinnene hans. Hun ba ham rolig og alvorlig tenke over om han ville ha nattverdens sakrament. "Dagen efter gik jeg ned til ham og bad ham være oprigtig, og da sa han ja", skriver hun. Til stede sammen med ham under nattverden var ti av de nærmeste fra prestegården, deriblant hans datter Pernille. Etter handlingen tok han begge hendene til sønnen, kysset ham og rakte en hånd ut til svigerdatteren "saa jeg af hjertet kunde ønske ham til Lykke og Salighed. Det var gribende, da det var mig som hadde arrangeret det hele og vi kunde jo ikke med visse sige om han trodde. Vi maa be Gud om at han den Stund han har igjen maa leve og dø i troen paa sin Frelser", avslutter hun:

Han døde dagen etter. Ved begravelsen ville prosten bare tale noen få ord og "opsende den Salige til Naadens Gud. Mit Endeligt blive engang som hans!”

Til sønnen skriver Peter: "Han blev begravet paa det tørreste, luneste og vennligste Sted som finnes paa Brønø Kirkegaard mellem Hovedinngangen og Sakristiet".

 

Andre begivenheter

Bare et par uker etter cargadørens død ble sønnen Peter konfirmert av sin far før han og Henrik reiste tilbake til Bergen. Prostinnen skriver at "vi have nu et paa denne Aarstid (juli måned) usedvanlig stygt Veir med Storm og Regn, og skal dette fremdeles saa vedvare, seer det høist misligt ud med Jordens Afgrøde iaar."

Våren 1860 kunne prosteparet feire sølvbryllup. I den anledning skriver prostinnen til Fredrik i Christiania: "Jeg forstaar du gjerne vil være hjemme denne dag, men det er altsaa temmelig afgjort at vi ingen andre seer hos os den Dag end de aller nærmeste Naboer. Da du gjerne vil komme hjem da, haaber jeg at du vil følge mig nedover i juni til Grefsen Bad og logere dig ind paa en Bondegaard i nærheten i ferien, saa kunde vi jo være sammen hver dag." Og slik ble det.

I november måned samme år hendte det noe dramatisk. Elisabeth skriver: "Natten til Tirsdag kommer nemlig Bekke ned til mig og siger: "Moer skynd dig og staa op, der er Varme løs. Bryggerhuset”. Jeg vender Hovedet over til Vinduet og seer en forfærdelig Lysning, vi fik da paa os det Nødvendigste. Fader var ute før Bekke kom ned. Det var skrækkeligt og vi frygtede meget for denne Bygning, men med et 2 x 2 favner  stort Seil over Hjørnet og to Stiger hvori man sad og øsede Vand over Taget vare vi saa lykkelige at beholde denne store gode Bygning. Gud var saa god, at det lille Lufttræk der var, stod fra; dette var omtrent kl. 4 om morgenen. Det meste av Havestakitet fik vi reddet. Vi indsaa strax at Bryggerhuset ikke stod til at redde. Det, samt Tørkehuset og Stabburet og den gode Mad derinde gik Fløiten, men Gud være lovet vi have Huus over Hovedet, vort kjære Huus. Vi bagte Fladbrød i Bryggerhuset og saa blev det slik ved skjødesløs Behandling af Varmen."

 

Nytt  kall?

16. mai 1861 ble prosten i konkurranse med 25 søkere utnevnt til sogneprest i Melhus, syd for Trondheim, et av landets beste kall.

Da hans tre gamle menigheter inntrengende ba ham om å bli, etterkom han deres ønske og bad seg fritatt for å overta Melhus. Det ble innvilget på betingelse av at han godtok den reduserte fisketienden. Stortinget hadde nemlig benyttet anledningen da stillingen i Brønø ble ledig til å sette ned fisketienden fra 450 spd. til 200 spd. Det ble en bitter pille å sluke og førte til et anfall av depresjon, som varte i hele 2 år, dog uten å knekke hans arbeidskraft. Til sønnen Fredrik skrev han: "Ak! At jeg var saadan Daare at indgaa paa Departementets haarde Betingelse og ikke heller reiste til Melhus!" Han søkte om å få beholde fisketienden ubeskåret resten av sin embetstid, men fikk avslag først av fiskestatsråden Hans Riddervold (regjeringen), senere også av Stortinget (28. januar 1863) med det resultat at han ble sittende resten av sine dager i det gamle embetet med nedsatt lønn, 250 spd. mindre enn før.

Samtidig opplevde han den bitre skuffelsen at eldstesønnen, stud. theol. Fredrik Marstrander, i brev av april 1862 underrettet faren om at han ikke ville bli prest. Faren svarte slik: "Hvad du skriver om i dit Brev, Fredrik!, da maa jeg vel respectere din deri udtalte Anskuelse om ikke at blive Præst under de nuværende Forholde, ihvorved det paa den anden Side smerter mig usigelig at maatte give Slip paa den Tanke, som i længere Tid har været et Lyspunkt i min Sjæls Mørke at kunne faa deg til Medhjælp til mit Embedes Bestyrelse."

Etter at Peter hadde besluttet å bli i Brønnøy under enhver omstendighet, sendte han i februar 1862 inn sin avskjedssøknad fra prosteembetet. Han hadde da virket som prost i 16 år og følte seg meget sliten.

Sommeren 1863 oppholdt Fredrik seg i Brønø for å se til faren. Samtidig fanget den unge 20 år gamle Henriette Sverdrup hans interesse. 7 år senere giftet de seg. Fredrik fikk ham til å søke om åtte ukers permisjon for rekreasjon ved Grefsen bad. Far og sønn reiste sammen til Christiania. Presten Schaanning vikarierte under dette fraværet i embetet. Etter sitt rekreasjonsopphold reiste han hjem sammen med yngstesønnen Henrik. Litt etter litt  overvant han depresjonen og ble atter den gamle, men kanskje litt mer stille og alvorlig enn før.

 

Enda et tap.

Enda et smertelig tap rammet familien. Sanne som i alle år hadde vært familiens yndling og som sprudlet av humør selv om hun hadde det vondt, døde 25. juli 1868 bare 22 år gammel. Sanne hadde hele livet kjempet med sin vonde fot.  Iblant syntes det som foten rettet seg, men bedringen var bare sporadisk tross alle iherdige forsøk både med spesialutstyr (en maskin som skulle presse foten på plass) og hennes egen innsats.  Det er helt usannsynlig at det var dette som ført til hennes død.  Hun har antagelig fått et ondartet mavesår som det på den tiden var vanskelig å helbrede.  I dag ville dette ikke vært noe uoverkommelig problem.  Beretningene om hennes sykdom den siste tiden tyder på at det var mavesår. (kfr. Peter brev om Sannes siste døgn.)

 

Siste kapittel

Dagene går videre og to år etter hendte det gledelige ting for presteparet. Henrik ble cand. theol. i 1870 og samme år utnevnt til personlig kapellan hos sin far i Brønø. I september samme år ble også den nye og nåværende kirke innviet av biskop Hvoslef. Altertavlen som fremstilte Thorvaldsens berømte kristusfigur var en gave fra prosten og byggmesterens far. Av en eller annen grunn ble den i 1910 skiftet ut med den nåværende altertavlen med Kristus og Magdalena.

Da den nye kirken ble bygget over kjøpmann Fredrik P. Marstranders gravsted, ble den store malmplaten med inskripsjon flyttet til familiegravstedet.

18. juli 1873 ble Oscar 2. kronet i Trondhjems domkirke som Norges konge. Noen dager før kom han til Brønø etter en reise til Nord-Norge med fregatten "St.Olav". Ved landgangsbroen på Torget nedenfor Torghatthullet hyllet Peter Marstrander ham i en velkomsttale som lød slik:

 

 

Naadigste Konge!

Brønø og Bindalens Komunebestyrelser og Menigheder tillade sig herved underdanigst at fræmbringe sine hjerteligste Lykønskninger i anledning af D.K.M.s Ankomst hertil, lige som og lige underdanigst tillade os at fremsige hjerteligst Tak fordi det behagede D.K.M.s at ville dvæle en Stund her på Stedet hvorved os times den Glæde at faa skue D.K.M.s Ansikt til Ansikt.  Maatte Himlens Gud fræmdeles holde sin beskjærmende Haand over D.K.M. og lægge sin naaderike Velsignelse til den høitidelige Handling som om faa Dage skal i Herrens Hus sætte Norges Kongekrone paa D.K.M.s og dyrebare Gemalindes Hoveder.  Maatte Himlens Gud skjænke D.K.Majestet Visdom Styrke til at bære Kronens ofte tunge Byrder!

Og - maatte Himlens Gud fræm for alt give det i sin Naade, at den jordiske Krone som nu skal smykke D.K.Ms og vor ælskede Dronnings Isse maatte engang naar Livsdagen er endt og Kongegjerningen fullbragt, ombytes med den evige uforgjengelige Livets Krone i vor Faders Hus i Himmelen.  Med disse Ønsker byde vi D.K.M hjerteligst velkommen til os, og forene herved vor Bøn til Kongernes Konge.  Gud bevare vor Konge, vor Dronning og det ganske kongelige Hus!

 

(Efter Nordlands Amtstidende Tilrum 4.3. 1923.

Ovenstående avskrevet 21/7 1947 av LorentzU. Pederen, prest i Brønnøysund under krigen.)

 

 

Det fortelles at han ved denne anledning ble forkjølet og pådro seg et halsonde, som ble hans død 24. oktober 1873.  Like før sin død leste han velsignelsen over de tilstedeværende. Hans siste ord var: "Maatte jeg kun faa den ringeste Plads i Guds Rige!" Peter ligger begravet på det inngjerdede familiegravstedet på Brønnøy kirkegård sammen med to av sine barn, fire barnebarn og en svigerdatter.

 

 

Sagnene etter prosten

Det kan neppe være tvil om at prostens personlighet må ha gjort et sterkt inntrykk på de tre menighetene i Brønnøy, Velfjorden og Vik, hvor han virket en hel menneskealder.  Han var ikke alene en fremragende predikant og taler, men så og si sognebarnas  åndelige far.  Han hadde døpt, konfirmert og viet de aller fleste i menighetene. Etter hans død ble det snart sagn og legender om "han far", som i full samarie og krage mante bort fredløse ånder, som ikke fikk fred i sine graver, men huserte på kirkegården, Bispeholmen og det gamle retterstedet Tjuvholmen og andre steder.

Bispeholmen

Onde ånder huserte stygt på Bispeholmen midt i Brønnøysundet. Prosten ble underrettet og iførte seg sin samarie og lot seg ro over dit, hvor han besverget åndene. Siden den dag var det stille.

Skillfjorden

En annen gang kjørte prosten i karjol langs Skillfjorden i et mørkt, ufyselig vær. Da ble hesten plutselig stående som fjetret og skalv av redsel og turde ikke gå videre. Prosten gikk ut av karjolen og besverget åndene med skriftens ord. Skrømtet forsvant, og hesten travet rolig videre.

Andre sagn

Harald Strøm, Hommelsti, forteller på dialekt om prosten:

Gjengangerne på Tjuvholmen: Tjuvholmen ligg i sørenden av Brønnøysundet og var i gamal tid rettarsted. Millom dei som skal vera retta på denne holmen var og nokre illgjerningsmenn som hadde røva og drepe ei ung, vakker kvinna. Som ventelig var, spøkte det på Tjuvholmen. Folk høyrde fæle skrik der, og ingen var mota på å ro nær den holmen, serleg i mørkret. Eingong hadde prost Marstrander vore i sokneærend på Sør-Sømna. Han reiste med trerømingsbåt og hadde 3 mann i skyss. Då skyssen på heimvegen nærma seg Tjuvholmen, høyrde både prosten og skysskarane at det skreik så fælt på holmen, som det skulle stå om livet for folk. Men dei fekk sjå òg. Nokre ovstygge skapnader fór efter ei ung, vakker, ljoslett gjenta som skreik så hjarteskjærande og sprang unna, så det ljose håret hennar veifta i vinden. Prosten ba skyssen ro noko nærare holmen, og det gjorde karane. Då kledde prosten seg i samarie og fullt prestehyr, tok Bibelen i handa og sa at no skulle dei setja han i land på holmen. Dei gjorde då det, men rædde var dei. Så sa prosten at no skulle dei ro et stykke ut på sundet, og dei skulde venta der til han sjølv sa i frå at dei skulde henta han. Så steig han i land og skyssen rodde unna. Ulåten på holmen stilna av etter kvart, og til slut vart det heilt stilt. Då såg dei prosten vinka åt dei. Prosten nemnde ikkje eit ord til skysskarane om kva han hadde gjort eller kva han hadde sett på holmen. Men frå den dagen var det ingen meir som høyrde styr eller ståk frå holmen.

 

Skrømtet på kyrkjegarden:  Ein kveld høyrde folket i prestegarden slik uro fra kyrkjegarden, det olla og bar seg, så det var nifst, og dei såg blafringa av nokre kvite skapnader som fór hit og dit.  Folket melde då til prosten om dette, og meinte på at han far visst måtte i veg og sjå kva som stod på. Prosten sende bort alt gardsfolket, og sa at ingen mors sjæl fekk kome utom dør før han sjøl sa i frå. Så tok han på seg prestehyren og gjekk ut. Men gjæterguten var så nyfiken at han sprang ut for å sjå. Han la seg på lur utanfor kyrkjegardsmuren. Då prosten kom inn på kyrkjegarden gjennom porten, ropa han med høgt mål: "Hvad fattes eder, I døde?"  Meire høyrde gjætarguten ikke, for no vart det så mykje rare mål og stell der inne, at han vart heilt vettskræmd og sprang tilbake alt han vann. Han var tomsing og tulling frå den dagen. Prosten sa sjøl ingen ting om kva som var hendt.  Men på kyrkjegarden høyrdes det aldri seinare noka uro.

 

Skrømtet i Brønnøykyrkja:  En dag prosten Marstrander heldt skule med konfirmantane i Brønnøykyrkja, vart han vâr at det kom ein gamal kvinna inn i kyrkja gjennom norddøra. Ho var fint klædd. Men klædi var ikkje slik som folk vanleg brukte, dei var av slikt gamalt slag som då for lang tid siden var gått av bruk. Kvinna var gulbleik og mager i andletet, då ho kom framover gangen mot korset (der gangane i korskyrkja skjer einannan og lagar kors), såg det ut som ho rann framover i staden for å gå på folkevis. Konfirmantflokken òg såg henne. Då seier prosten til konfirmantane at dei skal gå ut av kyrkja gjennom sørdøra, ikkje stana opp, men gå heilt ut - utanfor kyrkjegardsmuren og vente der så lenge. Men sjøl vilde han bli inne i kyrkja. Ja, ungane gjorde som sagt var, men ein av konfirmantgutane såg seg likevel tilbake, då han gjekk ut gjenom døra. Enno såg han den gamle kvinna. Ho stod no midt i korset, men ho hadde minka, så ho var mest på lag som ei smågjenta. Prosten stod framman for henne. Då konfirmantane ei god stund etter fekk koma inn att, såg dei ikkje noko til henne. Alt i kyrkja var som vanleg. Prosten nemnde ingenting om det som var hendt. Men då folk som mintest gamalt, fekk høyra om den gamle kvinna som hadde synt seg i kyrkja, korleis ho såg ut og korleis ho var klædd, drog dei seg til minne at nett slik så ho ut ei prestefru der i sognet, som var død for mange, mange år sidan.

 

Til slutt en anekdote: Da en gang en kvinne i menigheten nedkom med en sønn utenfor ekteskapet, skal prosten som moralens strenge vokter ha forsøkt å lede henne inn på dydens smale vei. Men da kom det kjapt fra den unge mor: "Å, det kan vel ikke være så ille; det er en sjel mer for Vår Herre, en soldat mer for kongen, og en daler mer for prosten!" hvorpå hun lot 1 daler falle klirrende ned på bordet foran øynene på en svært forbløffet prost.

 

 

Epilog

Etter prostens død ble hjemmet oppløst. Johan var den eneste som ble tilbake og giftet seg ("Nordlandsgrenen").  Prostinnen reiste med sin datter Wibeche til Christiania, hvor hennes to sønner, Fredrik og Peter, bodde. Hun døde 22. februar 1888 og ligger begravet på Vår Frelsers gravlund. Senere ble hennes svigerdatter,  rektor Fredrik Marstrander's kone, f. Sverdrup og hennes to døtre, Susanne og Tina, gravlagt på samme sted. Wibeche flyttet etter morens død til sin yngste bror, sogneprest Johan Henrik Marstrander, i Fusa utenfor Bergen.

 

Peter og Elisabeth hadde 7 barn:  Fredrik, Michael Johan, Wibeche, Niels Christian, Peter Elisæus, Johan Henrik Rathman og Susanne.

 

De fire sønnene som ble stamfedre til de fire senere slektsgrenen omtales ikke her men som innledning til hver av grenene.

 

 

VII  Wibeche Marstrander.  Født  2. oktober 1838 på Stod.  Død 31. mai 1917 i Fusa.

Vi vet lite om Wibeche.  Hun gikk på skole i Bergen som sine søsken.  Hun forble ugift og ble på prestegården i Brønnøysund hvor hun arbeidet i huset til støtte for moren som i perioder var syk og svakelig.  Da faren døde flyttet hun med moren til Krisitiania. Etter morens død i 1888, flyttet hun til sin bror på prestegården i Fusa utenfor Bergen, hvor hun døde og er gravlagt ved Fusa krike.

 

 

VII  Niels Christian Nissen  Marstrander. (Det var slik han selv skrev navnet sitt)

Født 4. juni 1840 på kapellangården Klingen i Stod. Omkom januar/februar 1856 i Havana. Han ble døpt 14. oktober  i Stod kirke av faren like før familien flyttet til Brønnøysund.  Niels Christian ble oppkalt etter en (ungdoms)venn av faren.[12]

13 år gammel dro Niels Christian, oftest kalt Christian, sammen med broren Fredrik til Bergen for å begynne på skole. Det tok en og en halv dag med dampskipet til Trondheim. Der traff de onkelen Gjerdt Meyer (gift med morens søster, Michaeline Jørgine Fleischer).   Stephansen[13] sto ved landgangen med hest og firhjulet vogn og tok imot dem. De overnattet hos ham på Rotvold utenfor Trondheim. Der spiste de også middag neste dag. De var meget takknemlige for den elskverdighet som ble vist dem, tok farvel og dro inn til Trondheim for å avlegge skyldige visitter. De var bl.a. innom Sommerschields, spiste aftens hos Schnabels og gikk så ombord i båten som skulle føre dem videre til Bergen kl.  9 om kvelden.

Tre døgn senere ankom de Bergen. Fredrik skrev i brev hjem: "Christian skal paa Mandag begynde paa Skolen; han begyndte ikke Strax, da han først ville læse over sine Sager, og jeg tror han er nok saa flittig - Men skriv det ikke til ham." Etter opptagelsesprøven ble det bestemt at han skulle opptas i 2. klasse etter å ha lest privat med to av lærerne i en måned. På vel et halvt år gjorde han unna to klasser.

Det gikk bra på skolen, men som han skriver hjem: "Søen har jeg endnu kjær, og jeg troer ogsaa at den kommer til at blive min Levevei". I et brev av juni 1854 takker han sine foreldre fordi han har fått lov til å ta en tur til sjøs den sommeren. Han forteller også at Fredrik og Johan har fått nytt logi "en stor Sal, smukt møbleret, betrukken paa Væggen og med to store Speile etc. Onkel Marstrander (Fredrik)[14]  skal nu paa Fredag have Barnedaab. - Jeg er ofte ude på Hougen hos Onkel Grieg[15] (gift med  morens eldste søster Wilhelmine Cathrine Fleischer), og naar jeg kommer derud ere Tante og Onkel saa venlige og blide imod mig, at det er en sand fornøielse at være der."

 

Brev fra  Christian til foreldrene:

Bergen 23. desember 1854

Han takker vakkert for det gamle året og ønsker dem godt nyttår. Julaften gjør ham vemodig. Han tenker på alle hjemme. Julaften skal han være hos Onkel og Tante (onkel Grieg og tante Mine) “her i "Dræggen" sammen med Fredrik og Johan. 1. juledag skal jeg til Oncel Rathman hvor jeg som sedvanlig kommer til at kjede mig”.  

2. juledag, er jeg buden til en af mine Lærere, nemlig Candidat Meyer, Tantes Broder. Tante og Onkel  ere ogsaa budne did. Nytaarsaften skal vi som sedvanlig til Bedstemo’er." (Bestemor Irgens,  Susanne  født Møller)

Christian var sterkt opptatt av avisenes meldinger om at "Kongen  har besluttet sig til at erklære Rusland Krig og slutte sig til de Allieredes Partie og paa Grund deraf siger man, vil han lade sammenkalde et nyt Storthing i Kristiania i Februar."

 

 

Bergen 5. mars 1855

Christian takker sine foreldre for alt de har gjort for ham og lover å følge deres formaninger og holde seg borte fra "ugudelige og onde Mennesker" på den store reise han nå står i ferd med å begi seg ut på.

Han takker for "de tvende bøker" faren har sendt ham og for de 5 spd. han har fått. Han opplyser at det nye skipet han har hyret sig på "skal gaa af Stabelen Thorsdag men man siger at i Midten af April eller saa skal det under Seil og Touren skal nok være til New-Castle i England og derfra med Kul til Middelhavet." Hva skipet heter vet han ikke ennå. "Om 14 Dage skal jeg underkaste mig Heelaarsexamen i 3die Classe og jeg haaber at kunne naa op i 4de, men jeg faar kun nyde lidt af denne Skolegang, men jeg tager Bøger med mig og læser i dem i mine Fristunder (om Søndagene); thi der er kun liden Fritid ombord paa et stort Skib som dette."

Han slutter brevet slik: "Farvel Lev vel for bestandig!"

 

Newcastle 20. april 1855

Skipet opplyses nå å være et seilskip som gjør 8 à 10 mil i vakten. (Arkivundersøkelser i Bergen har vist at seilskipet het "Dronning Victoria" som seilte på sin jomfrutur 11. april 1855 "bestemt til England".) Kapteinen het Kahrs?. "Han er sandelig en brav og meget god og venlig Mand imod mig i alle Henseender".

Kapteinen tok tydeligvis den unge kahyttgutten Christian under sine beskyttende vinger. En dag tok han ham med seg til Newcastle (skipet lå nemlig "i Nærheden af New-Castle" og viste ham byens hovedgate og dens herligheter. En annen dag reiste han og Christian 4- 5 engelske mil "i Dampvogn" (jernbane). Seilskipet kom til Newcastle "Natten mellem den 16de og 17de dennes" og skulle gå videre til Konstantinopel med kull. "Jeg skal ikke nægte for at jeg mangen Gang har været ille tilmode, naar det har vært stygt Veir om Natten, at staa paa Vagt fra Klokken 12 om Natten til Kl. 4 om Morgenen, da er det tungt naar jeg dvæler ved Tanken om Hjemmet, hvor langt borte jeg nu er fra Eder og hvor snart jeg kunde være Havsens Bytte, men jeg vil sætte min Lid til Herren og han vil visseligen staa mig bi." Han gjør foreldrene med stolthet oppmerksom på at han ikke har vært det minste sjøsyk "naar untaes en liten minnelse derom første Dagen."

 

Plymouth 8. juli 1855

Christians foreldre hadde sikkert ventet at sønnen nå befant seg i Konstantinopel. I stedet fikk de brev fra Plymouth i den britiske kanal. I dette brevet forteller Kristian svært dramatisk:

"Vi var bestemte paa at gaa fra Newcastle med Kul, og derfra fortsette Reisen videre ind gjennem det Sorte Hav. (Kull bestemt til den britiske flåte som sammen med den franske flåte lå i  Svartehavet  for å bekjempe russerne i Krimkrigen (1854-56).)

Men desværre -  Da vi vare fæerdige i Newcastle og havde faaet vore Kul og Kobberhuud, seilte vi lykkelig ud derfra og om en 14 Dagers Tid havde vi Cap Finisterre isigte; men hvad skeer?  Dagen efter vi havde faaet dette Cap isigte, reiste der sig en Storm, som jeg aldrig i mit Liv har seet Mage tiil. Vinden var orkanagtig. Om Eftermiddagen Kl. 3 à 4 tabte vi Foreriggen. Stagerne brast og overbord med den Rig. Ved denne Leilighet var det, at der gik en Matros ved Navn Jens Leback overbord, men som siden af Gud blev reddet fra Havets Raserie, han svømmede maa I vide i den svære Søe hen til Skibet,  fik endelig fat i Røstjernene, og hele Mandskabet til at faa kastet ham ind paa Dækket. Han er nu paa Syghuset her i Plymouth og har ligget der i flere Uger, og begynder nu Gudskelov at komme sig. - Om Natten Kl. 12 brast Agterstagerne. Det var sandelig en rædselsfuld Nat. Men I maa dog ikke tro, at jeg var saa ængstelig heller; thi jeg stolte paa Gud at han vilde nok bevare mig tilligemed Eder kjære Forældre. - Nu har vi ligget her i omtrent 3 à 4 Uger og ere nu paa Løverdag seilfærdige."

Beveget slutter han brevet med følgende ord: "Tak for al Eders Godhed imod mig kjære Forældre til denne Tid, og jeg vil heller ikke tvivle paa at I holder af mig saavel som af mine kjære Sødskende, og det ved jeg, at I har været saa gode imod mig, som nogen Faer og Moer kan være imod sin Søn, og har jeg ikke før skjønnet derpaa, saa skjønner jeg nu derpaa, det kan I tro."

 

Konstatinopel 7. oktober 1855

"Vi ere nu lykkeligen ankomne til Constantinopel, udlosset vor Kullast og taget ind vor Ballast, med hvilken vi skal gaa til Malta, hvor vi skal ligge i Quarantaine. Da her hersker Sygdom i Tyrkiet, og Cadix er en Sundhedsplads, saa maa vi først ligge vor Quarantaine ud i Malta, førend vi seile ind til denne Bye."

Christian siktet med disse ord til epidemiene av kolera og tyfus som var brutt ut i leirene til de krigførende. Han fortsetter: "--og fra Malta til Cadis, hvor vi skal lastes med Salt --- jeg kan nu underrette Eder om elskede Forældre at min gode Captein har sendt mig forud, for at avancere fra Kahytsgut til Jungmand  hvilket jeg er bleven saa glad over at alt Arbeide jeg faar, gjør jeg med stor Lyst; Thi at være Kahytsgut, nei det Arbeide kan jeg aldrig komme udaf med.          --- Her i Tyrkiet er ei noget synderlig vakkert, og disse Tyrkerne er rigtig nogle, fæle Dyr. Intet arbeider disse Folk om Dagene, blot ligger de med deres Tobakspiber i Munden og røger den hele lange Dag. - En Mængde franske og engelske Linieskibe og Fregatter passerer os næsten hver Dag, nogle kommer fra det Sorte Hav, andre igjen reise ud til dette Hav."

 

 

Cadix 24. november 1855

"Den 9de November -- ankom vi hidtil Cadix efter at have ligget en Nat udenfor Byen uden at kunne komme ind til den, paa Grund af taage og stille Veir -- Når nu -- vor Ballast er udlosset, som den ogsaa nu allerede er, og vor Saltlast er indtagen, skal vi gaa til Havana, en by paa Cuba, en af de vestindiske Øer, som I ved. Her skal nemlig vort Salt udlosses igjen, og den Last vi der skal faa, veed jeg saamænd endnu ei, formodentlig bliver det enten Tobak eller Sukker ---" Videre skriver han bl.a. i dette brevet: "--- og sig Sanne at jeg har kjøbt et smukt Glasskrin i Constantinopel til hende, som hun vist vil blive glad i naar hun faar det at se, men Gud ved, naar det bliver." 

Han ønsker sine foreldre, søsken, bestefar og andre en velsignet jul og et lykkelig nyttår og slutter med: "en kjærlig Hilsen fra Eders altid og stedse hengivne Søn Christian Marstrander". Det ble de siste ordene han skrev hjem.  I disse brevene får vi et sterkt inntrykk  av en hjertevarm og livsglad ung mann. De gir også et levende bilde av hvor dramatisk det var å være ombord på en seilskute på den tiden.

 

Seilskipet kom vel frem til Havanna ved juletider eller på nyåret 1856. I begynnelsen av mars dette året fikk Fredrik, Johan og Peter i Bergen beskjed om at Christian lykkelig og vel var ankommet Havanna og de skrev hjem om dette samtidig med gratulasjoner til morens 40 årsdag. Sannsynligvis har de samtidig mottatt dødsbudskapet, men har ikke villet ødelegge morens dag. Først med neste post 5. mars 1856 sendte Fredrik dødsbudskapet til faren.

           

Om hans død i Havanna vet vi lite. Heller ikke kan vi tidfeste den nøyaktig. Det eneste sikre som  ble meddelt familien var at han falt over bord en mørk kveld. Det lød et plask i sjøen, samt et høyt skrik før alt ble stille. Da Christian var en dyktig svømmer virker det usannsynlig at han druknet. Det har vært spekulert i at han ble tatt av hai. Det kan kanskje forklare det skrekkelige skriket og at han aldri ble funnet. Dette er imidlertid ikke skrevet ned noe sted.

Det eneste vitnesbyrd vi har om ulykken er Fredriks gripende brev hjem om brorens død og hvilket inntrykk det gjorde på ham: "den tunge, ja, nesten hjerteovervældende Begivenhed."

 

 

VII  Susanne (Sanne)  Marstrander  Født 10. januar 1846 i Brønnøysund og døpt 13. april (2. påskedag) av faren i Brønnøy kirke.  Hun døde 25.  juli 1868  i Brønnøsund antagelig av et ondartet mavesår eller tykktarmsbetennelse.

Susanne ble født med klumpfot[16].  Til å begynne med ble antagelig ingenting gjort for å få foten i rett stilling.  I et brev av 17. oktober 1847, da Susanne var drøyt 1½ år, skriver faren at hun "er rask og dygtig, springer og prater , og hennes Fod lader til alt mer og mer at rette paa sig".   I brev av 18. januar 1848 skriver han til sin bror i Bergen:  "Lille Sannes Fod er fremdeles temmelig skjæv, men vi have det bedste Haab om at den efterhaanden vil rette sig, især efter som hun med egen Viljekraft kan hjelpe til dertil"  Slik gikk det ikke.  Senere forsøkte man med en "maskin" å tvinge foten inn i riktig stilling - men uten at det hjalp.

Faren kaller henne "Lille Sanne" i et brev av 12. januar 1858.  Her fremgår det at hun allerede da, som 12-åring, var i Bergen på skole. Det er sannsynlig at hun har kommet til Bergen allerede i  august 1857, når det nye skoleåret begynte.  Hun oppholdt seg i 3 år i Bergen for å få skolegang. - fra hun var 12 til 15 år.

Det første brevet av i alt 40[17], som er bevart, er datert 7. mars 1859 i Bergen og er skrevet til hennes bror, daværende stud. theol. Fredrik Marstrander i Christiania.  Brevets begynnelse er karakteristisk for Sanne. Det begynner slik:

"Det er rigtig Synd i dig kjære Broder at du ikke kan se gjennom alle de Bjerge der ligger imellom Kristiania og Bergen. Du maa vist have nogle dårlige Øine saa jeg tror det er bedst  du drikker lidt Tran, thi det maatte jeg gjøre da jeg havde ondt i Øinene".

Hun forteller om den nærmeste familien på begge sider og skriver videre:

"Fredag var jeg paa Commedie og der fornøiede jeg mig meget godt, der blev spillet "Hærmendene paa Helgeland" og "Gamle Minder", jeg fornøiede mig mest med "Gamle Minder"".

Hun bodde hos "Tante Bolette", som antagelig var Bolette Irgens, men ikke i "vår" Irgens-slekt.

Det virker som Sanne var den mest livlige og muntre på hele prestegården.  Selv om hun legemlig var skrøpelig var hun full av humør og livsglede, noe som tydelig kommer frem i hennes morsomme og lange brev til brødrene, særlig Fredrik i Christiania.

Til tider er det som svake dønninger fra den store verden når hun mottar brev fra Fredrik.  21. mars 1864: "Tak skal du have Fredrik for dit kjærkomne og meget politiske Brev som jeg sidst modtog fra dig, - jeg vil ikke i mindste Maade indlade mig paa nogen politisk Grund, dog vil jeg tillade den Bemerkning til dig, at jeg er af samme Mening nu, som du i, at vor Konge bør, hvis han indser at han kan, hjælpe et betrængt Folk som Dansken, fordi det er en Christen Pligt, og ikke mere tænke paa hvorledes det har opført sig imod Norge. Dr. Møllers danske frue spurgte mig Forleden om jeg ikke vilde yde et lille Bidrag til, jeg tror det var til de danske Soldater, men jeg svarede som sandt var at jeg for min Del havde ikke Raad dertil, jeg syntes her var saa mange elendige Fattige som først trængte Hjelp, og havde man da noget tilovers saa hjelp de Danske med Pængebidrag. En anden hadde svart at han havde andet at bruke Pængene til. Fru Møller svarede ivrigt engang: “Oh, jeg møder ikke den ringeste Sympathie, nei, nei, ikke den Ringeste" og saa, saa hun hen paa Doctoren, hun synes vist at vi er nogen Barbarer allesammen her i Norland."

En annen gang forteller Susanne om et kraftig jordskjelv som rammet Brønnøy. Presten Skaanevig, Møllers, Bekke og Sanne satt i stuen: "Med et saa faar vi høre og føle en svag Rysten under os og Brag, men som tiltog i et Øieblikk, saa at hele huset rystede skarpt og Ovnen og Lampen klirrede, aldeles som man havde gaaet hen og rystet voldsomt i den, du kan da tænke vi alle blev forskrækket og styrtede ud, men da var det allerede forbi. Hvis det havde været en lille Smule stærkere saa havde Huset faldt sagde baade Skaanevig og Doctoren, man havde kjendt det alle Stæder her i Nærheden, men jeg maa sige, for min Deel, var det meget godt, thi jeg blev alvorlig vakt til at tænke paa Døden. Bekke troede at det var Basunen paa den yderste Dag. Johan var kommet hjem med Moder og stod i Stuen og passiarede, med et saa hører ogsaa han det og Døren springer op i Stuen med en Bragen; han blev stiv og Øinene hvide i ham, han troede det var et Spøgelse, jeg kunde ikke andet end le da Moder fortalte om ham. Qvales følte det paa Søen, da de roede hjem uagtet det var blik stille --- i Grunden saa er det ganske morsomt at have oplevet noget saadant, synes jeg", slutter Sanne.  I et annet brev til Fredrik skriver hun: "Fader skriver vel til Eder og forteller Eder at han ikke vil søke Raundal[18] ---  saa maa du ei mere forestille os hvor deiligt vi skulde have det om vi kom sydpaa "thi der opvækkes Lyster hos Ungene, som ikke kan tilfredsstilles", som det staar i Andersens eventyr. Idag har vi 7de juni og endnu er ikke Marken grøn eller Løvet sprotten, og endnu fyrer vi i Ovnen og fryser enda, det blir vel en grøn Vinter vil jeg antage.

I den siste Tid har jeg solgt adskillig Sild for Johan, jeg har vel i det hele faaet ind omtrent 40 Spd. - synes du ikke det er bra?"

Litt senere på sommeren dro de på tur til Bindalen, "doctoren med frue, jomfruen, Johan, Bekke og jeg. Vi indskibede os da paa Faders store Visitasbaad og strøg afsted for en passende Nordenvind, vi lagde til ved Sømnes, hvor vi skulde hente Anna Beck og Anna Henningsen, men der blev vi nødsaget til at vente en 2 Timers Tid, saa at da vi var reist derifra og var et godt Stykke paa Veien, mødte vi sterk Søndenvind og maatte saaledes vende om igjen til stor Glæde for Anna Henningsen Stakker, som var saa bange at hun var syg og bleg o.s.v. Fra Sømnes reiste vi da Onsdag Morgen, Klokken 4 maatte vi reise over Brekeidet i Storm og Regn, fik saa 2 Seksringsbaader der og reiste afsted i en stærk Modvind hele Bindalsfjorden igjennem. Et sted maatte vi tage i land og vente paa at Vinden skulde give sig lidt. Der kogte vi da Kaffe og spiste Middag og byttede paa vore Ben, saa tog vi da afsted igjen og kom omtrent kl. 8 om Aftenen til Fiskerosen, hvor vi blev meget vel mottaget - der var vi da nogle Dage som vi mest tilbragte med at spadsere og ro utover elven. Derfra reiste vi da ifølge med Sverdrups indover langt opigjennem en smuk elv en 1/4 Mils Vei til Hr. Baron von Sylten (Henrik Sverdrup, handelsmann på Sylten i Bindalen). Jeg synes ikke der var saa overordentlig vakkert, som jeg har hørt tale om, men derimot Veien som førte fra Sylten til Haarstad var meget smuk, for det første var Veien saa hvid og slet som et stuegulv og for det andet saa gikk den over flere Elve, og for det tredie var den omgivet af en meget høi, stor og fyldig Granskov med de nydeligste "Stella forresta" i, jeg tog en stor Grankongle til en Erindring - jeg synes der er langt penere i Bindalen end i Velfjorden. Paa Haarstad hos Ulrik Sverdrup var der ogsaa pent over det Hele. Der var en stor Fos i Nærheden, vi reiste da over Elven, som rigtignok var meget stærk, men vi hadde en flink Rorskard saa vi var ikke bange, saa spadserede vi gjennem Skoven til Fossen, og da skulde da Johan, som sedvanlig gjøre sig viktig, han forsøgte hvor langt op i mod Fossen han kunde ro, og han roede da saa længe til han nær havde lagt der han fik meget Vand ind og blev vaad tilgavns, saa han opgav Forsøget for den Gang: Søndag havde vi en lang morsom Kjøretur indover til et sted som heter Skurstad men dermed var det ogsaa, Thi vi syntes vi hadde været saa svært lenge borte at vi maatte begive os hjem, og det gjorde vi ogsaa. Vi reiste i en strygende Fart nedover Elven (hvor jeg styrede kan du tænke), paa Vadsaas,hvor Hausmann bor, lagde vi til et Øieblikk, men vi maatte op for at spise til Aftens, Gamlingen kom selv ned for at hente os op, det er en pudsig, gammel Ungkarl, han klapper Alle, like til Johan, saa tog han ham om Halsen og klappede ham paa den skjæggede Kind saa Johan blev ganske rød, Stakkar. Saa reiste vi hele natten igjennem og om Morgenen kl. 3 kom vi tilbage til Fiskerosen, hvor vi drakk Kaffe og reiste saa derfra kl. 7 1/2 og kom hjem, efter at have været paa Sømnes en halv Dag, kl. 11, lagde os ikke før 1, saa du kan tænke jeg, samt de Andre, er ikke rigtig udsovet endnu."

Senere på sommeren hendte noe helt spesielt. Susanne forteller slik: "Sidst Lørdag da laa Prindsen af England her (den senere Edvard VII, far til dronning Maud) paa et stort Krigsskib, og vi var da ombord og besaa os, vi var alle her fra Brønø og Salthus, Qvaløen og Sømnes, saa vi var en hel Forsamling. Det var ret meget morsomt da vi først var kommet ombord, men vi kavede saa umaadeligt kan du tænke, for at komme op ad den steile Stige. Vi blev modtagne med en udmerket smuk Musik af blæsende Instrumenter, tror jeg, saa var vi da alle Steder omkring lige i nederste Rum hvor Maskineriet var - og Fæstsalen.  Prindsen var meget almindelig synes jeg, han saa saa ung ud (23 år), men lo det gjorde han tilgavns da vi vendte ham Ryggen, hvilket saa meget pudsigt ud, han syntes vist det var et besynderligt Optrin det Hele."

I august reiste Susanne til Grefsen bad (den gang nokså nyopprettet) i Christiania. Hun skrev da til sin bror Johan som var i  Christiansund; "Fra Trondhjem tok vi jernbane til Støren (åpnet samme år). Derfra reiste vi i Karioler ligetil Lillehammer. Aah! du kan tro jeg var træt i min Ryg, det var noget "rysligt". Vi kjørte i 4 Dage fra Trondhjem til Lillehammer, synes du ikke det var taaligt gjort enda? En dag kjørte vi 9 Mile, ja kanskje det var mere ogsaa, men da var jeg ogsaa daaneferdig i Ryggen. Du skulde ha seet nede i Gudbrandsdalen hvor Veien var minert ud i Fjeldet lige op ved Laugen, aa! denne skummende, brusende, og andre Stæder saa sagtelig og rolig flydende Laugen. Jeg kom til at tænke paa Sinclær visen,da vi kjørte forbi Støtten. "Og Nøkken opløfted sit vaade Skjeg, han ventet sit Bytte". O! hvor godt jeg undte hver en Skotte som rullede i Elven, sin Død. På Støttene stod der skrevet et Vers, men jeg husker ei annet deraf end: "Her bleve Femtenhundrede Skotter knuste som gamle Lerpotter". Det var nu vore Fædres Poesi, ser du."

Sommeren 1865 reiste Susanne alene hjem fra Grefsen bad med dampbåt fra Christiania til Bergen. Derfra skrev hun til Fredrik for å fortelle hvordan hun hadde hatt det på reisen, som den gang tok 2 3/4 døgn. "Da jeg søndagsmorgen reiste fra Christiania, husker du at det saa noget surt ud, men til min Glæde klarnede det snart op, jeg havde meget godt Veir hele Veien. Ombord paa Moss var Møller saa udmerket snild imod mig. Han kom med Plaid og Kaaber som han pakkede om mig, naar jeg sad oppe. Du har fuldkommen Ret i at Møller er et elskværdigt Menneske. Da vi kom til Christiansand bragte han mit Tøi ombord i Nordstjernen samt fik Køie til mig - saa var han en stund ombord og passiarede med mig. Han sagde da han havde god Lyst til at komme en Tour til Nordland og besøge sin Hr. Broder (dr. Møller i Brønø). Da han sagde "Farvel" gav han mig en nydelig Blomsterboquet. Hid til Bergen kom jeg Natten til Onsdag, jeg reiste da i land, for jeg syntes det var saa trist at være ombord naar jeg havde saa mange "Kjære" i land. Jeg bankede paa hos Fayes som du kan tro blev glad - laa der om Natten nogle faa Timer, gikk saa op til Moder, som ei blev mindre glad. Her i Bergen har jeg været paa Rangelen den hele Dag fra Morgen til Aften, jeg glæder mig til vi skal reise og det skal vi i morgen aften. I den sidste Tid har jeg været noksaa rask, jeg skjælver lidt paa Haanden en Gang imellem, men det er nu Intet". Det hun prøvde å bagatellisere var nok begynnelsen til hennes alvorlige sykdom.

Ett år etter skriver hun til Fredrik: "Du beder mig skrive til dig, jeg vil gjerne forsøge, men jeg er saa mat og min Haand skjælver, saa det bliver nok nogle mere end almindelige Kragetær du faaer denne Gang. Jeg ligger fremdeles; med Besværlighed kan jeg dog vende mig om paa Siden og trække Benet en Smule til mig, men at træde paa Foden kan endnu ei paa nogen Maade lade sig gjøre. Med Guds Hjelp bliver jeg nok en Gang braa, om det ei gaar saa hurtigt som jeg i min Uforstand stundom ønsker. Gud være lovet for Alt hvad han gjør! Her er saadan Nød og Elendighed og Sygdom i Bygden, der trengtes vel baade 2-3 dygtige Læger. Møller reiser baade Nat og Dag. Imorgen venter vi Jette og Marie (Sverdrup) gid de alt vare komne. Dagene eller rettere sagt Nætterne gaar saa svært langsomt for mig, da jeg ei kan beskjeftige mig med noget nyttigt. Johan stræver meget med sit Bruk. Han har vært kjærlig og god mot mig, som en Broder, siden samme Dag du reiste hjemmefra."

Etter dette brevet ser det ut som om Fredrik har oppholdt seg lenge hjemme. Muligens fra julen 1865 og hele våren til over fødselsdagen hans i mai. Det virker som han har forlovet seg med Jette Sverdrup og at Sanne er blitt sengeliggende for godt på samme tid.

Ut på høsten skriver hun igjen til Fredrik: "Idag er det Søndagsformiddag, her er saa stille og godt; De Andre ere i Kirken -- jeg vil saa inderlig gjerne skrive til dig kjære Broder, men tør ei befatte mig med Pen og Blek, vil du derimod tage tiltakke med en daarlig Blyantskrift, skal det være mig kjært. Ret hjertelig Tak for Brevene og i særdeleshed for Slutningsønskene, som jeg haaper Gud i sin Naade bønhører. Du ved vel at jeg har været meget syg. Gud være lovet nu i disse sidste Uger har jeg nesten været fri for Smerter, ialdfald voldsomme Smerter, men endnu maa jeg ligge saa stille som en Sten i Sengen, Thi jeg taaler ei den ringeste Bevægelse - jeg har ei faaet Sengen redet paa 4 Uger, saa deraf kan du slutte dig til Resten. En Nat havde jeg saadanne rasende Smerter at jeg vist aldrig i mit Liv glemmer det, men dog tror jeg det var den bedste Nat i mit Liv, thi igjennem Smerten og Lidelsen følte jeg saa tydelig Jesu milde Haand hvile over mig, hans Røst som sagde: "Kjære Jeg sender dig ei mere end netop nødvendig er. O, jeg havde en brændende Lyst efter at fare herfra, og være hos Christus, aldrig har Værden staaet saa tom og øde for mig som da, og det synes jeg endnu. Her er saa tomt, saa koldt, saa mørkt og øde Gud give mig Naade at være forberedt naar hans Time kommer. Guds Kjærlighed er stor, den overgaar al Forstand".

Så syk som Sanne var da må det ha vært et grusomt sjokk for henne da kirken brant ned. Lillejulaften 1866 slo nemlig lynet ned i kirken og den gikk opp i luer. Samme skjebne led også den gamle kirken. Den ble rammet av lynet og brant ned til grunnen. I nesten fire år ble de kirkelige handlingene henlagt til "prestnaustet" ved Allmenningen.

Sommeren 1867 må Sanne ha følt seg noe friskere igjen. Det viser et brev hun har skrevet til Fredrik med en sikker og rolig håndskrift og med penn og blekk. I brevet sier hun til slutt: "Du maa nu hilse Peter (broren) saa meget fra mig, det glædede mig saa at see at han havde Lykken med sig overalt med sine Patienter, gid han kunde være lige heldig med mig, naar han nu kommer hjem." I et senere brev skrev hun: "Det lader til at nogen har skremt Eder med at jeg var saa mager, men det maa du ei synes er underligt. Jeg har Haab om at komme op til Sommeren, ialfald sier Lægerne det; dog Mennesket spaaær, men Gud raader. Hans Vilie skee. ----- Jeg tror nok jeg overstaar denne Sygdom, maaske for at gaa igjennem en haardere Ild, thi jeg er ei ferdig eller lutret til at træde frem for Herren min Gud, men jeg har det Haab at han ei slipper mig før jeg isandhed har tilegnet mig Frelseren og levende følt min Syndeskyld”.

Hun døde 25. juli 1868 og ble begravet 29. juli. Om hennes død skriver faren:  "Hun var et elskeligt Barn og Tak skal hun i Jesu Navn have for den Tid hun var hos os og hvad Gud gav os i hende, for al hendes barnlige Kjærlighed, Ømhed og Godhed, hvormed hun stedse omfattede os og kom Alle og Enhver imøde. Jeg var ei istand til at præke idag her i Brønø, men Hendrik traadte op for mig og oplæste Wexels Præken over Dagen med øvrigt Tilbehør og skilte sig godt derfra. Kommunionen[19] og Barnedaaben maatte jeg selv udføre, men kostede mig megen besvær."

Moren skriver litt senere til Fredrik. "Hun  kommer mig i Tankene ved Alt hvad jeg gjør. Idag jeg gik fra Graven (hvor der nu er plantet Aurikler, en Effeu og en Rose) tænkte jeg paa, hun kommer ikke mere og tager dig under Armen og spadserer med dig, men saa igjen, om hun havde levet med os, hun havde dog ikke kunnet kommet og taget mig under Armen og gaaet med mig, min Stakkel, hun var værkebrudden, derfor Gud være lovet som endte hendes Lidelser og lod hende vandre over til sig."

Videre gir hun en gripende skildring av det siste døgnet Sanne levde: "Om Aftenen gik jeg fra hende omtrent Klokken 10 1/2, efter at jeg havde ordnet og lagt til Rette for hende og bedet Gud velsigne hende, som jeg altid gjorde naar jeg kyssede hende Godnat. Omtrent en time efter kom Bekke ind og bad mig staa op. Sanne vilde saa gjerne, jeg skulde lægge tilrette under den syge Fod; jeg gik da ind til hende og lagde tilrette, men undrede mig over at hun ikke vilde noget Mere, thi Lorenze havde godt gjort det, men det faldt mig ikke ind at hun da følte Dødens Nærhed og gjerne vilde jeg skulde have været hos henne om Natten, men senere først gjenkaldte jeg mig ofte det længselfulde Blik efter mig idet jeg gik ud igjennem Døren.

Om Morgenen henimod 8 da jeg næsten var færdig med min Paaklædning, kom Lorenze efter mig, men jeg tænkte ikke engang da, at Døden var saa nær, men strax jeg aabnede Døren saa jeg at Døden var hos hende, - hun rakte da Haanden ud mot mig og da jeg kom hen til hende kyssede jeg hende og sagde: "O, Gud velsigne dig Sannemor!" - "Ja, Gud velsigne dig Moer og dere Alle sammen," sagde hun med svag Røst, men dog saa høit at jeg meget godt hørte hvert Ord, men disse vare ogsaa de sidste Ord jeg hørte tydelig af hende. Strax efter da Dødens Nærhed stod mere bestemt for mig, siger jeg til hende: "Nu skal du faa see Guds Herlighed, Sanne, og Kristus i sin Straaleglands;" idetsamme kom Henrik ind og Værelset fyldtes efterhaanden. Peter holdt om hendes Haand med begge sine Hænder, Henrik talte til hende, Fader knælede paa den ene Side af Sengen, jeg sad paa den anden Side hos hende, Johan, Bekke, Frøken Carlsen, jomfru Røkke, som havde været med at vaage den Nat, jomfru With og de 3 Piger, som løftede hende hver Dag, stode eller sadde omkring i Værelset. Engang henimod til Allersidste slog hun Øinene saa venligt op og sagde Noget, senere fik jeg høre af Henrik, at hun da havde sagt: "Ja, kom Herre Jesus, kom snart!" Omtrent 5 Minutter efter døde hun. O Gud, det var tungt, Fredrik, o saa tungt at skilles. Gud gav hende den evige Glæde og os den Trøst og det Haab, at vi engang vil finde hende igjen hos Gud, hun og vor kjære Kristian.

Under sin Sygdom vilde hun allerhelst høre tale om Religionen, under en saadan Samtale spurgte hun mig engang om jeg aldrig havde tvilet paa Kristus sendt av Gud til Syndernes Frelse (omtrent saaledes faldt det) hvortil jeg svarede, at derpaa havde jeg aldrig tvilet ved at læse Skriften var denne Sandhed saa stadfæsted at det var umuligt at tvivle derpaa.

En dag omtrent 3 Uger før hun døde, siger hun til mig da vi to var alene: "O Moer, beed, beed med mig, at jeg snart skal faa komme derop", og saa pegede hun opad, jeg sagde da: "Jeg skal bede, at Gud skal gjøre Alt for dig og for os," - "Ja, men bed nu, naar jeg beder, du ved hvad to beder om i Jesu Navn, skal ske." - Jeg brast i Graad og svarede: "O Gud, kom med din Hjælp og vær hos os i denne Tid”. Hun fortsatte da selv alene at bede Gud om at tage hende snarest til sig. - En Dag da hun seer mig glad over at vi troede hun var bedre, blev hun ganske alvorlig eller sørgmodig, og sagde: "Jeg vilde saa gjerne derop," jeg sagde da til hende: "Sannemor, det Første Gud fordrer af os er Lydighed, hvad han vil, det skal vi ogsaa vilde." "Ja, det er sandt, Lydighed i Alt." Det er et smukt Gravsted hun har, idag har jeg været der borte og plantet blaae Haveforglemmigeier paa Graven - 8 smaae Plantninger, en for os hver, Faer og mig, eder 5 Sødskende og Henriette. Jeg veed ikke om Peter har fortalt dig at da vi vaagnede om Morgenen hendes Begravelsesdag, stod en smuk Birkeallè plantet fra Trappen og til Kirkegaarden. Vor Forpagter havde været oppe om Natten og faaet dette istand uagted han havde gaaet den hele Dag og slaaet Græs.

Om Aftenen paa Sannes Dødsdag holdt vi Andagt med vore Tjenere i Dagligstuen. Henrik læste da "En Kristens Død" af Tholuck. Slutningen er saa deilig og passede saa til hændes Lidelse og Død. Tjenerne bleve heftigt bevægede, den var som om den var skrevet om hende.

 

Peter var hjemme da Sanne døde og han hjalp henne så godt han kunne den siste natten.  Etterpå skrev han et brev til sin bror Fredrik i Chistiania og skildret Sannes siste timer slik:

 

Juli 1868

Min Kjære Fredrik!

 

Ogsaa jeg vil gjerne sende dig nogle Ord , ihvorved ikke stort andet kan siges end, hvad du ser i Brevet fra Fader.  Da jeg kom hjem saa vor kjære Sanne daarlig ud, og da jeg spurgte Bekke om hendes Appetit, svarte hun, at Sanne nesten ikke hadde spist Noget; hun led af tynne Afføringer, og Brækningerne, hvoraf hun i næsten hele Vinter jævnlig har lidt, ble hyppigere.  I Samraad med Hoffmann gav jeg hende et Afføringspulver, da hun ei kunde beholde Laxerolie; der kom ut endel tykke Excrementer med afløste blodige Slimhindepartikler eller Epithelstykker (Slimhindebelæg); disse tidligere tynde Afføringer gjentog sig fremdeles med blodige Slintrer; hun afmagredes tydeligt, og vi turde ei atter give hende Afføringspulver, før Blodet var forsvundet af Afføringen; dette holdt sig dog fremdeles i stærkere og mindre Grad, medens jeg var hjemme; men senere da hun uafladelig  brækkede sig og intet kunde nyde og da samtidig Afføringen holdt op, gav jeg hende Afføringspulver og Olie men uden Spor af Virkning; da satte jeg hende Klyster af 1 Pogl Bygsuppe og 1 Spiseske amerikansk Olie; dette virkede og der kom rigelig grødtyk Afføring; jeg hadde tænkt at fornye Klysteret efter en Dags tid, da der efter de fremdeles uafladelige vedblivende Brækninger at dømme maatte være mere, som skulde ud, men jeg turde ikke, da hun var saa mat.  Det var Fredags Morgen jeg satte hende dette Klyster.  Nat til Lørdag sat jeg hos hende fra 12 1/2 til 3 1/2; jeg troede ikke at hendes siste Time var saa nær; thi hun var endnu forholdsvis stærk, talede, omend sagte, og rettede selv paa Støtterne; hun spurgte mig, om jeg ikke troede, at hun nu snart fik vandre herfra; jeg svarede , at det fik vi overlade til Gud, naar han fandt det for godt.  Jeg lagde mig Kl. 3 1/2, ble saa kaldet op Kl. 8, da laa hun på det Sidste: jeg holdt hendes Hoved; hun strak Hænderne ud efter at have bedet os alle tilgive hende og takket os for det jordiske Samliv, saa da op til Himlen og sukket: “Herre Jesus, kom, kom snart!” Da hilsede vi hende fra dig, kjære Broder, hun sagde Noget, det forekom mig at være: hils ham igjen!”. Saa slumrede hun stille og rolig, fuldkommen bevisdt, uden Kamp, med en sagte Rallen i Halsen ind til sin Faders Glæde i Himlen.  Gud give os alle en saadan rolig Død; jeg er vis paa at hendes Sjæl er hos Gud i Fred og Fryd.

Lev vel, min kjære Fredrik; Gud styrke dig i denne tiden og give dig Kraft til  Prakticum.

 

                                                                                  Din hengivne Peter

 

 

Marstranderfamilien i Bergen ca 1830 - 1860

 

 

Fredrik Marstrander (1781 - 1859) , gift med Wibeche Rathman (1785 - 1837).

Fredrik hadde to søsken: Christine som døde 18 år gammel og Agnethe som døde 2 år gammel.

Wibeche hadde  fire søsken: Johan  Rathmann (1783 - 1856), ugift, kjøpmann og kommandør ved artilleriet i Bergen borgerbevæpning, Diwert Rathmann, gift med mølleeier Didrich Hagelsteen, Helene Rathmann, ugift og Jochum Rathmann, ugift.

 

Fredrik og Wibeche hadde  fem barn:

Peter (1808 - 1873), vår stamfar

Henrich (1813 - 1826)

Engel (1814 - 1882)

Pernille (1817 - 1900)

Fredrik (1818 - 1886) gift med Henricha Margaretha Meyer. (Se s. 3 i Slektskalenderen) Fredrik hadde fire barn, men ingen av dem brakte slekten videre. Han kalles i noen brev onkel Marstrander.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

 

Peter Marstrander (1808 - 1873)  var gift med  Elisabeth Sophie Fleischer (1816 - 1888), datter av Michael Fleischer, repslagermester.

 

Elisabeth Sophie hadde fem søstre fra farens ekteskap med  Susanne Cathrine Møller:

Wilhelmine Cathrine Fleischer (1814 - 1891), gift med repslagermester Peter Lexau Grieg.

Susanna  Fleischer (1817 - 1897), gift med bakermester Christian Kragh.

Michaeline Jørgine Fleischer (1818 - 1852),  gift med Gerdt Hinrich Meyer, grunnlegger av Vaksdal mølle.   Etter at hun døde 34 år gammel ble mannen 2. gang gift med  Kaia Christiane Wilhelmine Wold.  (En sønn fra dette ekteskapet var kunstmaleren Rasmus Meyer.)

Karen Johanne Fleischer (1821 - 1835).

Agnethe Cathrine Fleischer (1822 - 1862), gift med Christopher Urdahl Faye, kjøpmann, ”statshauptmann” og stadsmegler.

 

Fra morens andre ekteskap med repslagermester Johan Daniel Stub Irgens (1798 - 1867) hadde Elisabeth Sophie åtte halvbrødre.[20] 

Michael Fleischer Irgens 2 Stadsmægler og kjøbmand i Bergen.  Gift med Anna Marie Pleym.

Johannes Christian Irgens (2.1. 1826 - 13.10.1833).

Jørgen Erik Irgens (31.1.1828 - 1.1.1906). Kjøbmand og til slutt inspektør ved Bergen brændevinssamlag.   Gift med 1) Catharina Elisabeth Hansen, 2) Claudia Concordia Hansen, søster av den første konen. 3) Betty Alice Hjortaas.

Ole Irgens (6.4.1829 - 14.4.1906).  Teolog og skolemann.  Samfunnsmessig aktiv særlig når det gjaldt skolen. Ridder av St.Olavsorden.

Harald Irgens (6.7.1833 - 31.3. 1915)  Grosserer og skipsreder.  Gift med Christine Marie Irgens (kusine)

Johan Fredrik Irgens 23.9. 1831 - 17.9.1853)

Christian Andreas Irgens (6.7.1833 - 15.4.1915)  Sjømann. Ble styrmann. Senere repslagermester og allsidig forretningsmann.  Kommunalpolitiker og varamann til Stortinget.  Gift med 1) Ingeborg Marie Wesenberg og 2) Sally Camilla Jensen.

Johannes Christian Irgens (30.4.1838 - 13.11.1914)  Teolog,  misjonsmann og skolemann. Prest og senere prost i Egersund og Arendal.  Gift med Ebba Marie Fougner.

Her kan du lese 
Peter Marstranders Dagbogs-optegnelser 
fra russetiden og den første studentertid.